130 hold klar til Jyske 3-bold storstævne i Randers


Torsdag d. 22.05.2008

BØRNEFODBOLD: Søndag 25. maj bliver det børnene i og omkring Randers, der kan se frem til en ekstra sjov fodboldoplevelse, når Hornbæk SF sammen med JBU og Jyske Bank er vært for sæsonens tredje Jyske 3-bold storstævne.

Søndag bliver der budt op til masser af sjov og børnefodbold, når Hornbæk SF i samarbejde med JBU og Jyske Bank er vært for sæsonens tredje Jyske 3-bold storstævne.

I alt 130 3-mandshold er tilmeldt stævnet, som begynder kl. 10.00 og slutter kl. 14.00.

Et Jyske 3-bold storstævne er en særlig fodboldoplevelse for børn. Det skyldes at kampene spilles på 14 små baner, som er omgivet af bander.

Samtidig er hele miljøet omkring kampafviklingen lavet som en by - nemlig 3-bold byen.

Storstævnerne er et tilbud til alle børn fra og med U-6 til og med U-9.

Fire stævner efter sommerferien

Du kan opleve den særlige stemning ved et Jyske 3-bold storstævne på denne lille videofilm fra årets første stævne, som blev gennemført i Brabrand.

http://jyske3bold.dk/billeder-og-omtale/video

Udover Randers-arrangementet gennemføres der yderligere et storstævne i Jylland inden sommerferien. Det er i Haderslev lørdag d. 31. maj.

Tilmelding til dette stævne kan ske via nedenstående link:

http://jyske3bold.dk/staevner-og-tilmelding/haderslev

Herudover gennemføres der yderligere fire stævner efter sommerferien - i Hinnerup, Kjellerup, Horsens og Aalborg.