Højt humør i Houlkær


Tirsdag d. 25.05.2010

God stemning og masser af fodboldsjov prægede Pinsens Jyske 3-bold storstævne i Houlkær. I alt 170 børnehold deltog i den populære fodbold-event, som blev gennemført med uvurderlig hjælp fra i alt 100 frivillige fra den arrangerende klub.

Omkring 100 frivillige fra Houlkær IF var i Pinsen med til at give flere end 500 børn, deres forældre og trænere en sjov og festlig fodbolddag.

Viborg-klubben var nemlig vært for årets fjerde Jyske 3-bold storstævne i samarbejde med Jyske Bank og JBU, og hele 170 hold havde meldt deres ankomst til den populære fodbold-event:

- Det hele er bare suger godt. Der er tjek på det hele, ingen ventetider og en perfekt måde at afvikle et stævne på. Og så er kaffen fra kaffesprøjten rigtig god, fortæller Brian Bech fra Hobro, der var med til et Jyske 3-bold-stævne for første gang sammen med sin søn Christoffer.

Hjælpere tidligt på færde

Allerede klokken syv om morgenen Pinse-søndag mødte de første 30 hjælpere fra Houlkær IF op for at opstille bander på stævnearealet mellem Houlkær Hallen og Viborg Gymnasium og HF, og i køkkenregionerne blev der snittet frugt og grøntsager til den store guldmedalje, så fodboldspillerne undervejs kunne hente ny energi i en såkaldt Snack Attack-bod.

Frugten, gulerødderne og vandflaskerne var til formålet sponsoreret af Jyske Bank, og indtægterne fra salget går ubeskåret til Houlkær IF.

Pænt overskud til arrangør-klubben

- Og det ser ud til, at salget er gået godt, så mon ikke det ender med, at vi laver et overskud på mellem 5000 og 10.000 kroner, lyder vurderingen fra Chris Stenskrog, der i forbindelse med stævnet både optrådte som Jyske Bank-repræsentant – og fodboldudvalgsmedlem i Houlkær IF.

Viborg-stævnet var det sidste inden sommerferien i Jylland, men allerede den 22. august byder Galten SF indenfor til et nyt stævne, og herefter følger arrangementer i Aabenraa, Juelsminde og Spjald.

Traditionen tro var der også en konkurrence om et lækkert Jyske 3-bold mål, og vinderen blev: Line Brandt, Fristruphøjvej 204, 8800 Viborg.