Nye spilleformer testet ved Hinnerup-stævne
Tirsdag d. 19.08.2008
Flere end 200 børnehold var samlet til sjov og fodbold ved søndagens Jyske 3-bold storstævne i Hinnerup. Samtidig fik JBU mulighed for at teste nye spilleformer for årgang 1999 og 2000.
Søndag tog JBU og Jyske Bank hul på rækken af efterårets Jyske 3-bold storstævner.
Og det skete for fuld udblæsning i Hinnerup, hvor i alt 202 3-mandshold havde en herlig fodbold-dag med leg og fodbold.
Samtidig benyttede JBU lejligheden til at afprøve nye spilleformer. Således var den ene af de 14 bande-omkransede baner udstyret med to mål i hver ende – i stedet for som sædvanligt eet.
Seks hold deltog i testen – to fra årgang 2000, og fire fra årgang 1999.
- Hensigten med forsøget var at se, hvordan spillet udvikler sig, når børnene får nye spillemæssige udfordringer, forklarer David Kiær Nielsen, JBU’s storstævne-koordinator, der er meget tilfreds med de erfaringer, som testen Hinnerup-stævnet kastede af sig:
- Det var helt tydeligt, at børnene skulle bruge tid til at vænne sig til den nye spilleform. Men da det først var sket, blev spillet bedre med flere opbyggende afleveringer – i modsætning til det normale spil, som nogle gange er meget tju-bang med hurtige afslutninger, fortæller David Kiær Nielsen, som også efterfølgende fik positive tilbagemeldinger fra de involverede trænere.
De mange deltagende hold i Hinnerup var i øvrigt tilsmilet af perfekte rammer med smukt solskinsvejr og kun to udeblivelser.
- Kun hvepsene var temmelig irriterende, siger David Kiær Nielsen, som samtidig roser værtsklubben, HOG Hinnerup, for et stort stykke arbejde med at forberede og gennemføre stævnet i samarbejde med JBU og Jyske Bank.
Vinderen af et Jyske 3-bold mål hjem til haven blev Gustav Egeblad, Hinnerup. Der trækkes lod om et mål ved alle storstævner.
Næste arrangement er i Kjellerup på søndag, hvor 146 hold er tilmeldt. Herefter følger Horsens og Aalborg.
Dog er der i Horsens venteliste for U-7 Drenge (årgang 2002) og U-8 Drenge (årgang 2001) på grund af stor interesse fra klubberne.
Hvert storstævne kan maksimalt rumme 260 3-mandshold.
Se fotos fra storstævnet via nedenstående link:


