Ros til storstævner fra både forældre og trænere


Tirsdag d. 09.09.2008

Søndag blev der sluttet af med manér, da JBU og Jyske Bank gennemførte årets ottende og sidste Jyske 3-bold storstævne på jysk grund. Det skete hos LKB Gistrup nær Aalborg. Mange positive tilbagemeldinger fra deltagerne.

"Super godt arrangement - mere behøver jeg vel ikke at sige"

"Hej JBU. Tak for et rigtigt godt stævne i Gistrup i går"

" Vi siger tak for endnu et vellykket stævne. Vores drenge har virklig nydt storstævnerne. Det forløber simpelthen så gnidningsløst. Ikke meget ventetid for børnene, søde hjælpere og aktiviteter til medbragte søskende. Det kan ikke være bedre. Vi ses næste år."

JBU har i den seneste tid modtaget en bunke spontane mails fra både trænere og forældre, der sammen med deres børn har deltaget i et af JBU's og Jyske Banks storstævner med bander.

Og begejstringen over denne helt særlige børnefodbold-aktivitet er ikke til at tage fejl af.

Således heller ikke i Gistrup søndag, hvor JBU og Jyske Bank i samarbejde med den lokale klub, LKB Gistrup, gennemførte årets ottende og sidste storstævne for U-7 (2002) til og med U-10 (1999).

Godt og vel 130 hold deltog i arrangementet, hvilket bringer det samlede antal deltager-hold ved 2008-sæsonens otte stævner op på 1225 - eller ca. 5000 børn.

Ud over de mange børn, familiemedlemmer og trænere fik Gistrup denne søndag også fint besøg.

De lokale medier, i skikkelse af TV2 Nord, kiggede nemlig forbi stævnepladsen, i forbindelse med en reportage om emnet fastholdelse af unge fodboldspillere. Et emne der er meget oppe i tiden:

- Hos JBU har vi meget fokus på emnet fastholdelse, og at vi tager problemstillingen meget seriøst, har vi blandt andet signaleret i forbindelse det tema-magasin, som JBU har udgivet i fællesskab med SBU her i august. At TV2 Nord vælger at samle stafetten op, og lave et indslag om emnet finder vi endog meget positivt, lød vurderingen fra Jannik Riis, far til en Jyske 3-boldspiller og JBU-instruktør, som blev interviewet ved storstævnet.

Vinderen af konkurrencen om et Jyske 3-bold mål hjem til haven til en værdi af ca. 1500 kr. blev Jonas Møldrup.

Sæsonen 2008 byder på yderligere 3 stævner, som dog alle afvikles på Sjælland.

Hvis man ikke er den store pendler skal man dog ikke fortvivle. Jyske 3-bold Storstævner vender tilbage i foråret 2009, hvor der er mulighed for at besøge et stævne i nærheden af din klub.

Se fotos fra Gistrup-stævnet:

http://jyske3bold.dk/billeder-og-omtale/billeder/aalborg