Store smil afsluttede storstævne-sæsonen i Jylland


Mandag d. 14.09.2009

STORSTÆVNER: Søndagens Jyske 3-bold storstævne i Hammerum blev præget af perfekt fodboldvejr og masser af glade børn. Nu er der dømt midlertidig pause for det populære børnefodbold-arrangement, som dog vender stærkt tilbage i 2010.

Der var højt humør og masser af glade fodboldbørn, da Hammerum IF, Jyske Bank og JBU søndag var værter for årets sidste storstævne på jysk grund.

I alt 175 børne-hold deltog i det store fodbold-arrangement, som altså var det syvende og sidste i rækken af Jyske 3-bold storstævner i Jylland i 2009.

- Der var masser af glade mennesker og store smil i Hammerum, og så var vi begunstiget af godt vejr, og det er jo som man siger næsten halvdelen af sådan et arrangement, fortæller en tilfreds - men træt - storstævne-ansvarlig, Bo Mortensen fra Hammerum IF.

Det kræver nemlig en hel del praktisk arbejde - og mange frivillige hjælpere - at gennemføre og stå for koordineringen af et Jyske 3-bold storstævne, som er et tilbud for alle børn fra U-6 til og med U-9.

Mange kom langvejs fra

Alligevel er Bo Mortensen og Hammerum IF klar til at påtage sig opgaven igen:

- Helt bestemt, men det det passede nu fint med de 175 hold, så vi kunne slutte kl. 16.00. Vi kunne dog sagtens have været over 200 hold, for flere af de store lokale klubber manglede. Til gengæld kom der rigtig mange hold langvejsfra, siger Bo Mortensen.

- Vi havde selvfølgelig nogle små udfordringer undervejs, men jeg tror bestemt ikke, at det var noget som deltagerne mærkede, tilføjer han.

Rene Pedersen fra Region 2’s kontor i Holstebro var JBU’s repræsentant ved storstævnet, og han har også kun ros til over for Hammerums indsats:

- Et storstævne kræver mange frivillige og meget arbejde, og Hammerum gjorde en rigtig flot indsats, så det blev et godt arrangement, fortæller han.

Et storstævne er en unik børnefodbold-oplevelse - bl.a. fordi kampene gennemføres på 13 små baner omgivet af bander.

Flere fotos fra stævnet

Tidligere på året har JBU og Jyske Bank gennemført storstævner i samarbejde med Vodskov IF, Fredericia fF, Sjørring Boldklub, FC Skanderborg og Romalt IF.

Og alle jyske fodboldbørn kan godt begynde at glæde sig til 2010, hvor arrangementet vender stærkt tilbage.

Du kan se flere fotos fra storstævnet i Hammerum her:

http://jyske3bold.dk/film-og-fotos/fotos/herning

Vinder af konkurrencen om et Jyske 3-bold mål ved forrige uges storstævne i Romalt ved Randers blev i øvrigt Nikolaj Andersen, Randers SV, mens konkurrence-vinderen i Hammerum blev Laura Kusk Mikkelsen fra Sunds.