Storstævnet styrkede vores sammenhold


Mandag d. 31.10.2011

Jyske 3-bold i Silkeborg

For en klub, der melder sig som vært for et Jyske 3-bold Storstævne, er der ikke kun penge at tjene til klubkassen. Det er også en stor øvelse i samarbejde – og for Them GF endte den fælles indsats med at blive den allerstørste gevinst ved at være værtsklub.

En stor opgave

800 børn. 192 hold fra U6 til U9. 13 baner med mål og bander. Telte med frugt og vand. Hoppeborg. Præmiepodie. Og alt sammen skulle op at køre på én hæsblæsende dag. Den slags kan tage pusten fra de fleste – og Ole Mikkelsen fra Them GF fik da også sved på panden:

”I tiden op til stævnet brugte jeg meget tid på at finde frivillige hjælpere både i og uden for klubben. Når så mange ting skal klappe på én enkelt dag, er der brug for mange hænder. Og dem fandt jeg,” fortæller han.

280 hænder løftede i flok

I alt var der 140 hjælpere, da stævnet løb af stabelen den 21. august. Blandt andet stod U15-piger og
-drenge for salg af frugt og vand, og de fik til gengæld en del af fortjenesten på salget. Da dagen var omme, og det hele skulle pakkes ned, havde klubben lavet en aftale med 20 personer, men mange lokale blev hængende og gav en hånd med.

Penge er langtfra alt

”Stævnet gav klubben et kæmpe sammenhold. Det viste sig, at vi kan udrette en masse, hvis bare vi alle løfter i flok. Det var ikke de sædvanlige 10-15 personer, der hjalp til, men over 100 forskellige. Vi skabte en rigtig god dag for de 800 børn, og mange af forældrene har oplevet, at en lille tjeneste giver en masse for fællesskabet og klubben. Pengene er gode at have, men det, vi gjorde sammen og for hinanden, er meget mere værd,” konkluderer Ole Mikkelsen.

Jyske 3-bold er forbi for i år, men i foråret 2012 går det løs igen. Her har klubberne igen mulighed for at blive vært for et af de store Jyske 3-bold-stævner. Læs mere på jyske3bold.dk og facebook.com/jyske3bold.